lørdag den 31. december 2011

2011 er ved at rinde ud...

Da jeg var barn og tænkte på årtusind skiftet gøs jeg ved tanken over hvor gammel jeg så ville være... og nu er vi næsten 12 år over det og jeg er 12 år ældre end gammel. Jeg ønskede at være Pippi Langstrømpe for hun var evigt ung.
Hvad gik 2011 med? Hmmm... at være irriteret over Holland, kæmpe med sproget og forsøge at finde ud af deres vaner og uvaner, vælge hvilke af deres særheder jeg ville gøre til mine egne og meget mere af samme negative skuffe. På den positive side har jeg været meget sammen med Henk, vi gør næsten alt sammen og det er belønningen for at holde ud at bo her. Jeg forsøger at vende det til et eventyr, men indimellem kniber det. I det store hele går det.
Det er nu nytårsaften og jeg sidder og lytter til fyrværkeriet. Det er voldsomt her i Delft med knald-fyrværkeri og jeg gætter på, at meget af det er ulovligt. Gad vide hvor mange fingre der bliver sprængt af iaften...UF!
Henk fortalte forleden at de havde fået en arrestant ind der var i besiddelse af ulovligt fyrværkeri, det kan give en bøde på op til € 600.- pr stk de er i besiddelse af. Det er mange penge hvis man ligger inde med 50-60 stks som han gjorde! Henk havde set fyrværkeriet og sagde at de bestod af ca 60 gram krudt med en alt alt for kort lunte, ca 2 cm, så hvis man ikke når at smide den før den springer og står med 60 gram knald i hånden... AV! Mon hånden er der endnu bagefter?
Da jeg var ung (for maaaaange år siden) opholdt jeg mig i Israel i en længere periode. (jeg har altid været så eventyrlysten) en weekend var jeg taget på besøg oppe nord på i Golan højderne lige ved Libanons grænse. Den nat udbrød der en mindre krig i bjergene lige ved Kibbutzen jeg besøgte og jeg sad rædselslagen ved vinduet i mørket og så ud på det; de israelske soldater fyrede lysbomber op så alle stierne blev oplyste så de kunne se hvor dem de ville fange løb rundt. Det var uhyggeligt og surrealistisk for en ung naiv dansker kan jeg godt betro! Nå, men det der fik mig til at mindes noget tilbage fra 1984 er lyden af fyrværkeriet... Nej jeg lider ikke af forsinket post traumatisk granatchok eller andet af den art. Men jeg er ved at blive gammel og mindes de gode gamle dage... ;-)
Jeg håber at 2012 bliver et godt år for os alle sammen!

onsdag den 14. december 2011

Flytte til Holland?



Min mor fortalte mig, at der havde været et indlæg i et nyhedsprogram på dansk TV omkring et dansk firma der overvejede, at flytte til udlandet. De havde spurgt medarbejderne om hvor de ville flytte til og svaret havde været Holland! Så nu ser jeg det som min pligt, at informere danskere om fordele og ulemper ved, at flytte til Holland... ;-)
Hvis man ønsker at flytte til et andet land synes jeg, at det skal være enten af kærlighed eller eventyrlyst, ikke pga af kærligheden til penge; altså fordi man vil spare skattekroner. Så er Holland iøvrigt heller ikke det rette sted for her betaler en almindelig indkomst ca 33 % i skat (ved en højere indtægt betaler man en del mere), og der er en del brugerbetaling; man SKAL have en sygeforsikring, vores koster nu 140 €uro pr person om måneden, de har indført selvrisiko så de første mange penge skal man mere eller mindre selv betale. Man betaler noget af tandlægeregningen og noget medicin afhængigt af hvad det er. 
Biblioteker skal man være medlem af og det koster et beløb om året, i hvert fald her i byen. Måske er det anderledes i andre kommuner.
Der er ventelister til specialister og hospitaler (lyder det bekendt?) hvilket er irriterende når det nu er en sygeforsikring der skal betale for det og ikke en sparsom kommune.
Sproget er meget vanskeligt at lære at tale ordentligt! Det er nogenlunde nemt at forstå når man først kommer hertil, men skal man længere end at tale et cirkussprog skal der virkelig hænges i fordi der ikke er så mange regler, grammatikken er noget møg. Idag på mit hollandsk kursus skulle vi bl.a øve uregelmæssige verber (hedder det sådan på dansk?) og selv lærerinden måtte tage en opslagsbog til hjælp! Da jeg lavede lektier igår og Henk skulle hjælpe mig, sukkede han dybt flere gange og sagde at det her er altså meget svært! Nå...så er det altså ikke kun mig der kæmper, selv de små hollændere kæmper også med det!! Tro ikke at man kan slippe afsted med, at altid kun tale engelsk. I hvert fald ikke uden at få en irettesættelse med på vejen, og det bliver noget trættende i længden. Det bedste man kan gøre for sig selv er, at tage et par hollandsk kurser i Danmark FØR man flytter, så man kan tale lidt og har fået en fornemmelse for sproget.
Hollændere er generelt meget patriotiske; jeg bliver ofte spurgt om hvilket land jeg bedst kan li': Danmark eller Holland? Hvor vil du helst bo? Danmark eller Holland? Hvem holder du med når Danmark og Holland spiller fodbold? Tro mig: det bliver trættende at skulle svare på. Efter 20-30 gange er smilet stivnet.
Med i småtingsafdelingen af irritationsmomenter hører ting som, at hollændere har en fast mening om, at man skal spise aftensmad kl.18:00! Og når de opdager at nogen formaster sig til, at spise senere skal man stå dem til regnskab hvorfor!  Vi har også flere gange stået skoleret fordi vi har valgt, at have vielsesringene på venstre hånd! (ja man tror det er løgn!) Vi har valgt det fordi vi ikke bryder os så meget om, at have smykker på men gerne vil vise verden at vi hører sammen ved, at have ens ringe på, og da vi begge er højrehåndet var det behageligst at ha' ringene på venstre hånd.
Man trækker ikke gardinerne for om aftenen så alle kan glo ind. Det er, for nogle, et must at man gør det sådan. Jeg er på mange områder et ret privat menneske så det huede ikke mig. Vi bor som de første på en svalegang og alle går forbi vores vinduer, så jeg fik lynhurtigt arrangeret ophængning af en persienne i køkkenvinduet. Om ikke naboerne kommenterede på det og sagde forarget at 'man kan jo ikke se ind' =  DERFOR!
Jeg blev forbavset over, at der var så stor forskel på de ting man kan købe her og især det man ikke kan købe! Jeg var vant til, at købe pasteuriserede æg i Fakta, men det kan man ikke få her, kun i Makro, som er samme firma som Metro og altså for selvstændige og man skal være medlem. Desuden  kan man kun købe en 1 liters flaske med æg... lige lovligt meget til et par småting!
Creme fraishe fås kun i 30% fedt og med et metal låg som man har på de små bægre med yoghurt. Dvs at det er svært at gemme resten.
Æggene står ikke på køl i supermarkedet, men det betyder nok bare at de ikke kender til Salmonella i så høj grad som man gør i Danmark, og det er da en god ting.
Kød bliver skåret ud på lidt andre måder her, bl.a er det svært at finde stege synes jeg.
Nå, men madvarer er jo naturligvis det mindste når man flytter land, det er da i hvert fald ikke det der skal afholde en fra at tage springet.
At blive indskrevet i landet er en anden sag! Man tror det er løgn at et moderne samfund kan være SÅ bureaukratisk! INDEN man forlader Danmark gør man klogt i, at få legaliseret sin dåbs/fødselsattest hos udenrigsministeriet. Se www.um.dk Man skal have et såkaldt APOSTILLE stempel. Er man gift skal vielses attesten også stemples med Apostille det koster blot et mindre beløb og kan gøres så let som ingenting i Danmark.
Straks man kommer til landet skal man indskrives i kommunen, de vil sandsynligvis ikke tale engelsk hvis de kan undgå det. Når man så har bøvlet med dem til man har fået dårlig smag i munden, skal man have et SOFInummer, det er en slags CPR nummer, det får man her i ZuidHolland på skattekontoret i Haag. De vil heller ikke tale engelsk. Efter en månedstid får man så sit sofinummer og kan begynde at arbejde.
Desværre bruger man ikke fagforeninger så meget hernede som man gør i Danmark. Det bevirker at der er mindre gode arbejdsforhold, de slipper afsted med ting som er fuldstændigt uacceptable i DK. F.eks Henks arbejds skema; det bliver ofte ændret 1 uge før. Så har man måske inviteret gæster eller sagt ja tak til, at tage på besøg og må aflyse, eller også kan jeg sidde alene med gæsterne.
Da jeg kom herned og ikke kunne sproget fik jeg arbejde på et hotel her i byen. Det er en kendt hotelkæde så jeg troede da naivt at de havde ordentlige forhold. NOT! Der var ingen ekstrabetaling for skæve arbejdstider. F.eks begyndte jeg kl. 06:00 og troede at den første time ville give et nattillæg. Men nej, det bruger man ikke i hotelbranchen, heller ikke weekend tillæg eller helligdags tillæg. Da jeg engang blev syg på en torsdag før en weekendvagt og således lå i min seng fredag, lørdag og søndag fik jeg at vide om mandagen at nu havde jeg jo haft weekendfri så jeg skulle arbejde næste weekend som normalt var min fri weekend! Og vi havde kun sådan en 1 gang om måneden! Timelønnen var € 9, 63 hvilket er mindre end 75 kr. Og sådan kunne jeg blive ved.  Nu tjener jeg € 12,60 (93,70 DK.K)  i timen og det skal vidst forestille at være en god løn.
Har man børn, eller planlægger at få nogen i Holland, skal man være opmærksom på at børnene skal i skole som 4 årige. DVS at de er forpligtet til, at gå i skole fra de er 5 år, men kan starte som 4 årige. Det er velanset at man sender de små uskyldige pus afsted i andres varetægt. Det er der nok adskillige meninger om hvad der er bedst, men da jeg oplevede min skoletid som tortur fra visse upædagogiske læreres side, synes jeg ikke om, at en forsvarsløs 4 årig skal alene afsted og risikere psykisk tortur.
Hvis man får et barn i Holland skal det registreres og navngives på rådhuset/kommunen kun 2 dage efter fødslen!Ikke noget med, at se ungen an først for at se om navnet passer...
Når alt det brok er sagt er det også på sin plads at sige, at her såmænd er udmærket at være...men måske tæller min mening ikke her...jeg er stadig forelsket og ser livet lidt gennem rosenrøde briller...sådan da ;-)

søndag den 4. december 2011

Sygevisit med taske...

Henks niece er blevet opereret for 1½ uges tid siden og vi tog på sygebesøg med en lille taske som gave til hende. Hun elsker design dit og dat og har til overflod af design-look-a-like-ting, så jeg besluttede mig for at hun da skulle have en design-look-a-like kage fra os.
Nu er jeg ikke så kendt med design tasker så det blev min egen version af en taske.
Det er en lidt tæt kage, så'n lidt pundkage/sandkage agtig, som jeg skar til og smurte med smørcreme for at få marcipanen til, at hænge fast og desuden smager det godt. Hjerterne er også marcipan, håndremmen er jordbær snørebånd og låsen er en lille sukkerkugle. Jeg synes selv den er nuttet, men ikke nogen perfekt kagetaske, har bestemt set bedre. Men da vi afleverede den troede tøsebarnet at det VAR en taske og forsøgte at mase remmen op på skulderen!!  Henk sad med ryggen til men kender vel sin niece godt, så han spurgte om hun kunne se hvad det var? 'Ja, det er en taske', så Henk sagde til hende: 'Det er en kage'... ÅÅH...
Vi andre grinede lidt af hende. Hun er vældig glad for sin "taske", den er ikke spist endnu for alle skulle se den idag til søndags-suppen.
Jeg sagde til hende at hun skal spise den før den bliver gammel og kedelig, så jeg tror den bliver spist imorgen og måske sku' man svinge forbi og få en smagsprøve...

fredag den 2. december 2011

Computer problemer


ÆV! Vi har computer problemer på begge computere!
Den stationære er overfyldt påstår Dennis, Henks søn, så vi har tømt af og gjort ved og måttet geninstallere windows m.m. og for, at det ikke skal være løgn er min bærbare også ved at gå til de evige jagtmarker! Først troede jeg den var overfyldt for jeg har mindst en million billeder på m.m, men så begyndte den pludselig, at blive for varm og lukke ned i utide så blev jeg klar over, at det er ventilatoren den er gal med. Det er ret så belastende når man nu arbejder på computeren hver dag. Min chef kom straks rendene med en anden bærbar, men det er en apple og de er noget man (jeg) skal vende sig til. Så fandt jeg på at sætte min egen bærbare på en gryderist (meget fikst kan jeg godt betro...) det hjalp lidt og så fik jeg det geniale råd (fra benedictes søn Silas), at lægge frost brikker under. Det er endnu mere fikst men det virker... sikken en gang Storm P når jeg skal arbejde! Når jeg skal til at arbejde henter jeg gryderisten i køkkenet og så ud i fryseren efter en frostbrik som måske skal skiftes ud undervejs, afhængig af hvor længe jeg skal arbejde. Computeren har ikke lukket ned én eneste gang siden jeg er begyndt på min Storm P opstilling! Så mit gode, omend utraditionelle, råd er hermed givet videre.  Samtidigt er der også en lille forklaring på hvorfor der har været så stille her fra Delft.
Håber snart jeg får computertid til en lille blog... God weekend til alle der læser med!!

søndag den 27. november 2011

Jakko 18 år...

video

Vi er meget glade for vores gamle dreng på 18 år, hvilket vi gerne deler med hele verden... så nyd det lille klip med en glad undulat der fjanter rundt foran sit yndlings legetøj; en kuglepen.

mandag den 14. november 2011

Hollandske blomster

De kan noget med blomster i Holland.
Her hvor jeg bor ligger der 3 blomsterforretninger indenfor et par min. gang. Supermarkederne har altid friske blomster.

Jeg elsker blomster og har næsten altid friske blomster i stuen.


Jeg tror der er Hortensiakrig her om sommeren, for når man kører gennem landsbyerne ser man den ene enorme hortensia efter den anden.
Jeg var ikke klar over, at de kom i så mange forskellige nuancer.


Sød blomsterkrukke på en udendørscafé.

En buket orange tulipaner pakket i en gavepose; en sjov måde at gi blomster på, det er lidt utraditionelt. Det var flot!

Sådan skal min kommende have se ud... ;-)

Og med et par krokus i forhaven...

lørdag den 12. november 2011

Lørdag i Delft

Idag skinnede solen og det var koldt; lige så'n som jeg synes vinter skal være, så jeg besluttede at gå tur i Delft's bymidte, så da Henk tog på arbejde kørte han mig de 2 min. køretur ned til byen.
Lørdag er markedsdag, faktisk er der 3 markedsdage i Delft 3 forskellige steder; tirsdag er det på den anden side af gaden fra hvor vi bor og det er meget lille, højst 15 boder. Torsdag er det største marked og ligger på MarktPlaats, som betyder markedspladsen, men som københavner vil jeg oversætte det til Rådhus Pladsen fordi det er der byens rådhus ligger. Lørdag er det et par gader fra markedspladsen og er spredet ud på 2 gader, alle har faste pladser og det er så vidt jeg ved noget kommunen bestemmer. Der er altid mange mennesker på markedet og især når vejret er skønt!
Så her er en lille rundvisning i Delft lørdag formiddag:
Første stop var Beestenmaarkt, det var førhen pladsen hvor landmændene kom ind og købte og solgte husdyr et par faste dage om ugen. Henk plejede at komme for sent i skole på de dage fordi han lige skulle forbi og se på dyrene og "hjælpe" med at få dem ind og ud af vognene.
Nu er det en meget meget hyggelig plads med restauranter og cafeer hele vejen rundt. Om sommeren kan det næsten være umuligt, at finde et ledigt bord.
Når man går ud fra Beestenmaarkt begynder lørdags markedet (eller slutter hvis man kommer fra den anden side...). Den første bod er en blomsterbod.

Lidt frugt og grønt?!  Hvis man vil spare lidt på husholdningspengene
er det markedet man skal handle ind på!



Nøddeboden er altid omringet af kunder. Når de rister nødder skal man næsten have hagesmæk på! Mums!


Slikboden er også populær!




Blomsterboderner ligger side om side; 5 €uro for en stor buket blomster, det er vel ca 37 DKK?! Kan det blive billigere end det? De fleste jeg kender har altid friske blomster på bordet, og hvorfor ikke til den pris!



Jeg gik videre sammen med alle de andre der nød det gode vejr og Delft:
Det er bag rådhuset, der ligger en stribe cafeer og butikker.


Det her er en antikvitets forretning med bl.a gamle isskøjter, hollænderne har jo noget med isskøjter. Flot hus og sjove varer.

















En lille gyde der fører hen til Marktplaats.

Rådhuset i Delft. Her bliver man gift.


Ingen grund til, at fare vild i Delft; masser af skilte med vejvisning... hvis man altså taler hollandsk.

Her kan man sikkert falde i kanalen når der ligger sne...



Endnu en lille gågade med masser af sjove butikker og et par cafeer.


Kanaler, hvide broer, hundredvis af cykler. Typisk hollandsk!












Hollænderne spiser en slags Berliner Phankucken, de kalder dem Oliebollen. Her er den bedste af dem i Delft, den ligger på bagsiden af den gamle kirke og når vi kommer tættere på nytår vil der være lange køer for, at erhverve et bid af godterne.

Delft blauw:

Og så tog jeg sporvognen hjem.

tirsdag den 8. november 2011

Oma på hollandsk

Jeg er blevet pap-bedstemor til en masse småbørn; Henk har 5 børnebørn og endnu et på vej! Bedstemor hedder Oma på hollandsk og det kalder de mig, ihvertfald et par stykker af dem.  På hollandsk skelner man ikke mellem mormor eller farmor, så derfor siger de tit et navn eller ord sammen med Oma. Henk bliver f.eks kaldt Opa Politie fordi han er politimand.
I søndags blev vi bedt om, at passe de 2 ældste drenge (2½ og 4) fordi forældrene skulle på et haste ligge-for-døden besøg hos bedsteforældre 2½ times kørsel nordpå. Drengene ankom om morgenen kl 7:30 og var morgenfriske for IIIIH hvor var det dog spændene at de sku' være her og blive passet! De havde endnu ikke spist morgenmad så det sku' vi gøre sammen. Desværre er de enormt kræsne så det var lidt besværligt. De må helst heller ikke få sukker fordi de har tendens til at være hyperaktive...MON ikke! Oma koekje (det betyder småkage... gæt selv hvorfor jeg hedder det) havde selvfølgelig bagt bamse banankager uden sukker, men FØJ! dem ville de under ingen omstændigheder smage på, de var da ulækre! Henk tvang den store til, at smage en krumme og ungen vrængede næse af smagen. Hømf! Så mine små bamse formede kager endte på Henks arbejdsplads så de store stærke politimænd sad der og åd en bamse... Jeg fniser endnu ved tanken!
Børnene sku' jo selvfølgelig underholdes og der er grænser for hvor mange tegnefilm man kan holde ud, at se og hvor mange tegninger de skal lave eller bygge Legotårne m.m. så vi tog hen i en skov/park område der ligger i udkanten af Delft, der kan man fodre dådyr, forskellige fugle, geder og klappe de andres hunde. Desværre var det brunstsæson så dådyrene måtte ikke komme hen og få brød m.m for hannen, hvilket den ældste af drengene, Justin, fandt meget dumt...det ødelagde i det hele taget turen for ham synes han ;-)
Vi måtte minde ham om, at han da vist havde hygget sig udmærket uden bambierne.
Her søger de efter ulve i bladene...
Da vi havde slæbt dem den lange tur rundt for, at brænde noget energi af kørte vi ind på MacDonalds til frokost. Ufatteligt at et happy meal kan gøre så meget lykke... hmmm deraf navnet vil jeg tro. De hvinede af fryd da vi spurgte om de ku' li' mad fra MacD.
De slæbte glade deres Happy Meal kikkert, ballon og MacD flag hjem og viste det til mor og far. Resten af dagen blev der leget og tegnet og set ud af vinduet med kikkerten for de ledte efter forbrydere og ulve! På et tidspunkt blev Oliver på 2½ år skræmt over sin egen fantasi så Henk måtte berolige ham med, at han jo er Opa Politie. Nå ja, det hjalp lidt, så var han i sikkerhed, så kaldte Henk mig for Oma Politie og om ikke den lille slog en høj latter op?! DET ku' da ihvertfald ikke passe...HAHAHAHA... - møgbarn! Vi griner af det endnu.
Da vi afleverede dem ved 18.30 tiden var jeg udkørt! På vejen hjem kørte vi ind og spiste noget usundt for ingen af  os orkede lave mad.
Jeg lå i min seng og SOV da kl. var 22:30 hvilket normalt er uhørt. Jeg sov til kl. 8:30 næste morgen...det er også usædvanligt. Jeg sagde til Henk at det var længe siden jeg havde sovet så dybt og længe...så han foreslog at vi passede drengene 1 gang om ugen... NOT!

fredag den 4. november 2011

Spelt scones

 Nogen gange bliver der opfundet nye ting ved et tilfælde. Som f.eks spelt scones. Imorges da jeg stod op synes jeg, at jeg ville bage et brød idag så jeg gik igang med at måle speltmel og hvedemel op i en bageskål, derefter fedtstof, salt, sukker, mælk, bagepulver og UPS! Jeg havde glemt at købe gær sidste gang jeg handlede... Jeg var stadigvæk i nattøj og havde absolut ingen ønsker om, at tage bad og klæde mig på for at gå ned og købe gær. Henk sov endnu og ville sikkert brokke sig over, at blive hevet ud af dynerne så tidligt for, at gå i supermarkedet.  Så gode råd var dyre... og så kom jeg i tanke om, at scones er bagt med bagepulver... så ind på internettet og lede efter en opskrift der ku' forenes med de ingredienser jeg allerede havde lagt i skålen. Det lykkedes, der skulle blot mere mælk i og jeg undlod chokoladestykker da jeg havde tænkt mig, at bruge dem som brød og ikke kage-brød.
Henk stod op mens jeg stod og baksede med dejen og formede dem til boller og maste dem flade. Han tilbød venligt at gå ned efter gær, men  nu var dejen jo ligesom færdig så det gik nok. De bagte fint og Henk fik varme speltscones til morgenmaden. (Han er vokset op med hvidt brød men er nu vant til groft brød fordi jeg absolut ikke under nogen omstændigheder sætter tænderne i hvidt brød medmindre det er til for- eller eftermiddagskaffen med pålægschokolade på.) Henk synes de var lidt tunge men klappede i da han indkasserede blikket fra sin kone... ;-) 
Da det var frokosttid besluttede jeg mig for, at de da også kunne udgøre det for sandwichboller, jeg lavede min amerikanske tunsalat og smækkede dem på de flækkede boller. Det smagte godt. Men igen nævnte Henk at de var tunge så jeg følte mig nødsaget til, at give ham foredraget om hvidt mel kontra groft mel.

 
Opskriften jeg brugte:
2 dl lyst speltmel, 2 dl groft speltmel, 7 dl hvedemel plus det løse. 100 gram fedtstof (jeg brugte en blanding af olie og flydende margarine) ca. 2 spsk. sukker, salt, 1 spsk bagepulver, 1 tsk vanillesukker, 3 dl mælk. Det hele blandes godt og evt lidt ekstra mel tilsættes til dejen ikke er klistret. Det formes til boller der trykkes flade og pensles med vand. 
De bages ved 225 grader i ca 15-20 min.
Jeg vil prøve at lave dem med frisk purløg, revet parmesanost og evt. hakkede champignon som frokostboller, eller f.eks med hvidløg og parmesanost som boller til en god vintersuppe. 
Hvis man laver dem med udelukkende hvidt mel og tilsætter hakket chokolade har man en lækkerbisken til eftermiddagskaffen... 

tirsdag den 1. november 2011

Ude godt men hjemme bedst??

Jeg er hverken eller/ hverken fugl eller fisk/hverken dansk eller hollandsk/ikke kold eller varm...
Hvad er jeg så? Forvirret!
Jeg var på besøg i København hos min mor i 9 dage. Jeg havde glædet mig til, at komme 'hjem' og så viste det sig at det alligevel ikke var 'hjem'; jeg følte mig udenfor på en eller anden uforklarlig måde. Jeg undrede mig over forandringerne i byen/landet og følte mig forkert.
Jeg elsker København! Larmen fra de mange mennesker, de store bygninger, de brede boulevarder og de små stræder midt i byen, bilosen og den indforståede humor, neonreklamerne på rådhuspladsen, den flade dialekt, Tivoli, sarkasmen og meget meget mere.
Selv den lillebitte havfrue kan jeg li'.
Jeg så nu med undren på det hele og var forvirret over mine følelser.  Følte jeg sku' forsvare og forklare Holland og det gad jeg egentligt ikke.
På ferien mødtes jeg med flere gamle venner som jeg ikke har set i flere år. Det var sjovt, men alligevel underligt at jeg ikke mere er en naturlig del af deres liv og hverdag. Det er bagsiden ved, at flytte ud... Det tænker man ikke over når man rejser ud.

Det var også underligt at komme tilbage til Holland igen efter ferien... hvilke et af landene er hjem?  Jeg hører ikke til her eller der...  Heldigvis hører jeg til sammen med Henk!

Når al min selvmedlidenhed er ovre kan jeg gå videre og fortælle at jeg besøgte min niece, Miriam, hun er noget så kreativ. Hun er flyttet hjemmefra for noget tid siden og har brugt meget energi på, at indrette sin lejlighed og den er blevet fantastisk. Meget inspirerende! Jeg blev klar over, at NU skal der indrettes hjemme hos os så man kan se at Mai-Britt bor der! Jeg gik på indkøb i København og købte et par småting der ku' være i kufferten og satte det fluks på plads da jeg kom hjem og aftvang Henk et 'Det er da pænt'... ;-)  Nu er det aftalt at vi skal male og gøre ved, eller måske flytte.......... ja du læste rigtigt!! Henk kan flyttes fra Delft!! Så de sidste par dage er gået med, at lede efter en bolig i Rotterdams omegn, det skal være ligeså godt eller bedre end det vi har og til samme pris eller billigere. Jeg har opdaget at Delft er ret dyr, så det burde altså være muligt. Lad os nu se hvad det ender med. Måske er alt mit fjolleri et udslag af min overgangsalder og jeg burde klappe hesten til alt er faldet til ro igen... Men lige nu hygger jeg mig med, at læse boligannoncer. Jeg har i mange tilfælde frydet mig over, at vores lejlighed er så god som den er... og måske bliver vi her... ret spændene, ikk'?!  Det bliver svært at slå denne udsigt:

Selv på en trist efterårsdag er udsigten god.
Og  solnedgangene er fantastiske:
Måske har jeg brug for terapi mere end at flytte?! HAHAHA... 

Kageterapi?

fredag den 14. oktober 2011

Fransk Nougat....

Jeg har lavet Fransk Nougat.
Min mor forærer mig altid de der små madlavnings og bage hæfter der følger med Hendes Verden og HJEMMET, og i en af dem er der en opskrift på Fransk Nougat. Jeg har aldrig tænkt over, at man selv kan lave det...men selvfølgelig kan man da det, så min søster forærede mig en flaske flydende glukose fra Morten Heiberg(?) som sikkert har kostet kassen, og min mor havde den med herned på en af hendes ferier (jeg har ikke kunne finde det hernede).
Igår besluttede jeg mig for, at nu skulle det være så jeg købte stort ind, til en dobbeltportion,  for det skulle gøres rigtigt og lækkert og bruges til små sjove gaver til svigerfamilien, det er nemlig svigermors yndlings slik og min mor er også begejstret for dem. Så jeg gik ned i den lokale oste og Nøddeforretning, for sådan nogen har man nemlig her, og købte stort ind af pistacienødder, tørrede skovbær som også indeholdt kirsebær...vidste ikke de vokser i skoven?! Og en pose tørrede blåbær. Hjem og hakke det hele i småstykker og det tog meget lang tid.
Ifølge opskriften smelter man sukker og glukose sammen, men der stod ikke noget om man sku' røre i det, om det sku' være i en stor gryde eller over hvor høj varme... så det gik galt! Det blev en stor gryde hård klump så det måtte sættes tilside og køle af, så det ku' blive smidt ud. Henk ville lige forsøge at røre i det efter, at det var stivnet med det resultat at grydeskeen knækkede. Vi døde omtrent af grin begge 2.
Næste forsøg blev i en stor gryde under lavt blus og jeg undlod at røre i det, men jeg er faktisk ikke sikker på at det er sådan det skal gøres. 
Ifølge opskriften smelter man i 2 gryder: honning, glukose og sukker i den ene gryde, sukker og glukose i en anden gryde. Man pisker æggehvider og sukker stive i en stor metalskål og når begge sukkerblandingerne har opnået henholdsvis 120 grader og 145 grader hældes det under piskning i de stive æggehvider. Derefter røres nødder og tørrede bær i og det hele hældes i et fad og stilles på køl. Det lyder da nemt, ikk'?!
Henk måtte hjælpe mig med, at hælde sukkermassen i æggehviderne, det skal gøres langsomt i en tynd stråle mens der piskes med håndpisker. Det blev til an tyk lækker masse der lignede GUF som kommes på isvafler, men det kravlede op af stængerne på piskerisene og vi måtte stoppe mange gange for at jeg ku' skrabe det af og piske videre. Vi var begge 2 pladret til med GUF på hænder og tøj og jeg opdagede pludseligt, at køkkenvæg, bord og komfur også havde hvide pletter overalt. Håndpiskeren var klistret til og gryderne lignede noget der var løgn og jeg tvivlede på, om de mon nogensinde blev til gryder igen. 
På et tidspunkt havde jeg fået nok af at lege Gøg og Gokke så vi stoppede og hældte det i en stor form hvori der var bagepapir med lidt kartoffelmel drysset over. Det kunne næsten ikke røres ud i fadet så tykt var det. Jeg måtte holde mine hænder under varmt vand og glatte det ud i formen med hænderne. 
Det blev dækket til med film og stillet på køl, der har det så stået hele natten og idag tog jeg det ud for, at se resultatet af min hårde arbejde. Det er desværre ikke stivnet til at være hårdt og det er noget så klistret at det er svært at skære m.m.
 Jeg lader det stå på køl lidt endnu, vi skal ikke over til svigerfamilien før om et par dage og måske er det stivnet mere til den tid. Jeg er bange for, at hvis jeg kommer det i cellofanposer som det er nu vil det aldrig lykkes at få posen pillet af nougaten.

Jeg vil nok prøve at lave det igen, men så skal det være en almindelig portion for det vil være lettere at håndtere, jeg vil bruge min røremaskine for dels er skålen større men så har jeg også begge hænder fri til at hælde sukker m.m. i. Og så tror jeg at jeg vil bruge spiseligt papir til at lægge på, så vil det være lettere at røre og skære...tror jeg.

Mine gryder blev rene og det blev køkkenet også. Henk og jeg tog rent tøj på og vaskede hænder, så nu er der ingen beviser på at vi legede det muntre køkken.