mandag den 22. april 2013

Keukenhof 2013

Min mor rejser hjem imorgen så idag var sidste chance for en tur i Keukenhof, vi håbede vi var nået så langt hen på sæsonen at det hele stod i fuldt flor...NOT.  Øv hvor var jeg skuffet da jeg kom ind og ikke blev mødt af overvældende blomsterbede fyldt med tulipaner, ligesom sidste år. Det er såmænd nok der skoen trykker; Sidste år var noget så utroligt fantastisk at ikke meget kan overgå det, men alligevel forventede jeg at i år skulle gøre det. Snydt igen.

Det første blomsterbed der mødte os var påskeliljer. Påskeliljer?! Dem har vi så mange af i Delft at vi ka' fodre svin med dem, dem gider jeg ikke se på i Keukenhof! Bagefter fik jeg øje på alle de andre almindelige forårsblomster som vi også har i meget store mængder i bl.a midterrabatterne. Nå, men efter jeg havde gået rundt lidt og været ærgerlig over de manglende bede med tulipaner gik det endelig op for mig at det var da skønt alligevel og til sidst rendte vi da også ind i lidt tulipaner.
Der er flere indendørs pavilloner hvor der var tulipaner til overflod, men det er altså ikke det samme som mega bede udenfor.
Solen skinnede, det var lidt køligt, der var SÅ mange besøgende og så på en mandag!
På trods af min skuffelse tog jeg 103 fotos, så måske var det trods alt ikke så slemt alligevel?! ;-)



 En stribet tulipan, den  ku' jeg bare ikke stå for!



To fotos af uartige lovovertrædere:
 Græsset må ikke betrædes!  Bemærk damen i den røde jakke der er ved, at sætte sig ned for at blive foreviget foran det lille diskrete blomsterbed. Hun fik overbalance og faldt ind i blomsterne. Jeg sagde et grimt ord på hollandsk da jeg så det. Selv var hun ved, at omkomme af grin (eller måske var hun pinligt berørt...) Nå men altså, hvis haven ikke vil ha' man træder på græsset var det måske en idé med lidt fliser så man kan komme tættere på?!
Bortset fra det så er blomsterbedene da fantastiske!
 Gad vide hvad det var jeg rendte og brokkede mig over?!


De bad gæsterne vælge hvilken Orkidé man synes var den flotteste. Dette var vores valg:
Et par tulipaner i en pavillon:


 Hvis nogen har brug for et lille kunstværk til forhaven kan dette erhverves for € 2400.- Jeg si'r det bare...
 
Sidste år så jeg denne hvide Amaryllis med røde kanter. 
I år købte jeg et løg så til november har jeg den i stuen... det glæder jeg mig til! 

Alt i alt var det en ganske tilfredsstillende dag i Keukenhof. Og på vejen hjem købte jeg de allerfriskeste tulipaner netop hentet på marken. Så bliver det altså ikke friskere! 

tirsdag den 16. april 2013

Madurodam 2013

Jeg var i Madurodam med min mor, Henk og hans forældre.
Stedet hvor alt er i miniature og os der ikke er højere end 163 cm kan føle os som kæmper.
Det er en park med kendte (og mindre kendte) bygninger fra hele Holland, det er utroligt detaljeret! Bl.a var der et butiksvindue med sko i mini...sjovt. Man skal lægge sig på maven for at fotografere den slags detaljer, så det gjorde jeg altså ikke!
Madurodam har længe reklameret for, at de lavede det hele om og det blev så og så spændende at besøge. Jeg var spændt på hvad de mon havde ændret på. Da vi var der gik det op for mig at ændringerne da vist mest var for børn... Ændringerne var såmænd bare det at man får udleveret et plastik scannekort som man holder til en filmstander og så begynder en undervisning på en underholdene måde. Derudover var der forskellige ting ungerne kunne lege med som bl.a at slukke en brand i en båd ved hjælp at vandkanoner...alt sammen i miniature naturligvis. Lige den ting var ganske populært blandt drenge bemærkede jeg:
 Henk fotograferer lyntoget 'Thalis' som går herfra til Paris. I Madurodam drønede det rundt i en vis fart.

En motorvej. Jeg ved ikke hvilken en det skal forestille, det er ihvertfald ikke en her i området for så sku' der være flere biler på.
Lufthavnen med bagagevogne. Detaljerne er mange og sjove! 
Blomstermarkeder og der var også en blomster auktion...ligesom i det virkelige liv.

Henks gode venner:
Han håndfodrer dem og de er ikke i miniature sku' jeg hilse og sige! De får sig en bid Müsli bar...
Selv håndfodrede jeg en lille sort fugl med knaldblå øjne. Jeg tror det var en Allike unge. Desværre har jeg ikke noget foto af den.
Dagen startede med gråvejr og regn og endte med høj sol. Det var skønt!


tirsdag den 2. april 2013

Så er der forårsblomster!

Igår var der tid til en lille udflugt for familien. Min influenza er på retur, forkølelsen ligeså og hosten kommer og går, feberfri og klar til sjov! Solen skinnede (!) og det var ca 5 graders VARME! og det var da ikke til, at stå for så vi pakkede min mor i bilen og kørte en runde for, at de på alle de skønne forårsblomster i vejkanterne. Først kørte vi hen og så på midterrabatten her i Delft der normalt bugner af påskeliljer, de var endnu ikke sprunget ud så turen gik videre til Rotterdam,  i nærheden af Henks arbejde lige når man er kørt af motorvejen mødes man af dette:


Henk fryder sig over synet hver dag i disse dage... det ka' man jo godt forstå!
Bare rolig; han sidder ikke på blomsterne! 
 
Se her, svigermor...
Jo, selvom det stadigt er koldt er foråret kommet!!
Der er for længst kommet små lam i Delft, men det er for koldt for dem at være ude så de blev ikke fotograferet.