fredag den 4. november 2011

Spelt scones

 Nogen gange bliver der opfundet nye ting ved et tilfælde. Som f.eks spelt scones. Imorges da jeg stod op synes jeg, at jeg ville bage et brød idag så jeg gik igang med at måle speltmel og hvedemel op i en bageskål, derefter fedtstof, salt, sukker, mælk, bagepulver og UPS! Jeg havde glemt at købe gær sidste gang jeg handlede... Jeg var stadigvæk i nattøj og havde absolut ingen ønsker om, at tage bad og klæde mig på for at gå ned og købe gær. Henk sov endnu og ville sikkert brokke sig over, at blive hevet ud af dynerne så tidligt for, at gå i supermarkedet.  Så gode råd var dyre... og så kom jeg i tanke om, at scones er bagt med bagepulver... så ind på internettet og lede efter en opskrift der ku' forenes med de ingredienser jeg allerede havde lagt i skålen. Det lykkedes, der skulle blot mere mælk i og jeg undlod chokoladestykker da jeg havde tænkt mig, at bruge dem som brød og ikke kage-brød.
Henk stod op mens jeg stod og baksede med dejen og formede dem til boller og maste dem flade. Han tilbød venligt at gå ned efter gær, men  nu var dejen jo ligesom færdig så det gik nok. De bagte fint og Henk fik varme speltscones til morgenmaden. (Han er vokset op med hvidt brød men er nu vant til groft brød fordi jeg absolut ikke under nogen omstændigheder sætter tænderne i hvidt brød medmindre det er til for- eller eftermiddagskaffen med pålægschokolade på.) Henk synes de var lidt tunge men klappede i da han indkasserede blikket fra sin kone... ;-) 
Da det var frokosttid besluttede jeg mig for, at de da også kunne udgøre det for sandwichboller, jeg lavede min amerikanske tunsalat og smækkede dem på de flækkede boller. Det smagte godt. Men igen nævnte Henk at de var tunge så jeg følte mig nødsaget til, at give ham foredraget om hvidt mel kontra groft mel.

 
Opskriften jeg brugte:
2 dl lyst speltmel, 2 dl groft speltmel, 7 dl hvedemel plus det løse. 100 gram fedtstof (jeg brugte en blanding af olie og flydende margarine) ca. 2 spsk. sukker, salt, 1 spsk bagepulver, 1 tsk vanillesukker, 3 dl mælk. Det hele blandes godt og evt lidt ekstra mel tilsættes til dejen ikke er klistret. Det formes til boller der trykkes flade og pensles med vand. 
De bages ved 225 grader i ca 15-20 min.
Jeg vil prøve at lave dem med frisk purløg, revet parmesanost og evt. hakkede champignon som frokostboller, eller f.eks med hvidløg og parmesanost som boller til en god vintersuppe. 
Hvis man laver dem med udelukkende hvidt mel og tilsætter hakket chokolade har man en lækkerbisken til eftermiddagskaffen... 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar