torsdag den 25. august 2011

Hollandsk mad...anden del.

I det første indlæg om Hollandsk mad fortalte jeg om deres mini rosenkål der IKKE bliver skamkogt, witlof (julesalat) med skinke i ostesovs, Zuurkool som er en art sauerkraut, uitsmijter og deres pandekager.
Meget mad i mange lande er opfundet som følge af nød og fattigdom; de arbejdede hårdt og skulle blive mætte så de ku' mærke det og kunne holde varmen.  Således flere hollandske retter som f.eks Stamppot, det er kartoffelmos med en eller anden grøntsag mast ned i det. Det er en meget mættende ret og velegnet til en kold vinterdag. Henk elsker Stamppot med Andijvie, som er en salatblads lignende ting (i familie med julesalat/witlof). Man laver en god kartoffelmos, hakker rå løg fint, steger bacon stykker, skyller Andijvien godt for den er fyldt med jord/sand og skærer den i tynde korte strimler. Det hele bliver blandet godt og kan serveres med et stykket røget medister og en mørk sovs til hvis man er til sovs. Vi spiste det nu uden begge dele, da det er sommer og lunt  vejret.
Jeg kan godt lide stamppot med gulerødder og løg 'Peen en uien', det er regnet for en tung ret i svigerfamilien men det kan vel ikke forbavse nogen at jeg synes om det søde fra gulerødderne. 
Man koger lidt svinekød, måske koteletter.Man koger kartofler, gulerødder og løg til det er mørt og moser det sammen, og bruger lidt af kogevandet fra kødet til mosen. Man skærer kødet i små stykker og moser det med i Stamppotten, Det smager godt men falder tungt!
Jeg har en gang fået stamppot med Grøntkål, det kaldes Boerkool her, hvilket betyder bondekål. Kålen skal koge til det er mørt, og igen moses med kartofler. Spises mest med røget medister. Henk er ikke så vild med denne ret, han finder det for heftigt for maven siger han, men jeg kan godt li' den.
Hollandsk junkfood er snackbarer med et væld af ting der bliver friturestegt. Jeg er sikker på at det er død usundt! Når man er i f.eks Zoo er snackbarer næsten den eneste mad kilde og det synes jeg ikke er ok.  Det kan ikke give sund energi at proppe sig med pommes frites og ostestænger, begge dele friturestegt.  Således er Kroketten en populær spise her, det smager udmærket men er ikke et gourmet måltid fuld af vitaminer og andet godt. En kroket er lavet af ragout, dvs kogt kød og kartofler, afkøles og rulles som en kort tyk pølse i rasp, afkøles endnu en gang og dyppes i æg og rulles i rasp igen, derefter frituresteges de. De er meget populære her og som sagt de smager fint. Henks morfar plejede at lave dem selv, for det gjorde man jo før i tiden, før man blev stresset, og Henk siger at de smagte skønt. Det gør hjemmelavede ting som regel.
Man kan få nogle små kugler der er ligesom kroketten lavet af ragout blot rullet i kugler; bitterballen hedder de og er fortræffelige som en snack til en Øl eller et glas vin.  Ikke så ringe endda!
Er der noget hollænderne mestrer ud i madlavningens kunst er det altså små "hapjes"  som serveres til en drink. Jeg har været inviteret til at komme til kaffe efter aftensmaden, dvs først får man en kop kaffe med en lille sød ting til, derefter bydes der på drinks med en stor mængde "hapjes" i alle afskygninger der serveres løbende over resten af aftenen. Man spiser blot en enkelt eller 2 af deres godbidder, man spiser sig ikke mæt i det fordi der er så mange ting...
Jeg har fået forskellige friture stegte små ting, roulader med bl.a laks, ostestænger, dadler med feta i, dadler med bacon om og bagt i ovnen, og alt muligt andet, så mange forskellige ting at jeg ikke kan huske dem Det er meget hyggeligt med alle de muligheder. 

Da vi blev gift holdt vi en lille reception hernede for Henks venner, kollegaer, naboer m.m. Jeg troede at man gjorde ligesom i Danmark med en god buffet hvor folk selv kunne rage til sig og spise hvad de orkede. Stor var min overraskelse da der gik et par piger rundt med fade og bød lækkerierne frem. Det virkede meget elegant.

Kommer jeg i tanke om flere kendte almindelige Hollandske retter kommer der er 'part 3'.



2 kommentarer:

  1. Ja, jeg kan jo nikke genkendende til hvad du skriver her i dit sidste indlæg ☺. Sjovt nok, så er vore mænd enige om hvad der er godt, bare skal jeg ikke prøve at servere noget som helst, der bare ligner skyggen af witlof ☺.
    Jeg må indrømme, at jeg har det lidt svært med al den frituremad, som hollænderne elsker. På et tidspunkt gav vi ungerne (de hollandske) penge i julegave og hvad var det første de styrtede ud for at købe - en frituredims.

    Men til gengæld vidste jeg absolut intet om Vlardingen før jeg læste dit forrige indlæg. Gad vide, om ikke den skal besøges en dag, når ånden kommer over os.
    Har I stadig ferie, hvis ja, så fortsat rigtig god ferie.

    SvarSlet
  2. Jeg har tænkt over hvor slemt det må stå til her med mave/tarm kræft siden der nu tales om, at alle over en vis alder skal have tilbud om at blive undersøgt for mave/tarm kræft. Hvad er det der giver det? Frituremad? Der er jo nogen der spiser det dagligt!

    SvarSlet