Idag er der sket ting og sager!
Kl. 10:00 ringede svigersønnen og sagde at nu var de på fødeklinikken og Henks datter ville føde snart.
Så havde vi en aftale med dyrlægen fordi Jakko har fået en lille gevækst over næbbet, og han klør sig som om han bli'r betalt for det.
Dyrlægen og assistenten var imponeret over, at han er så gammel og mente det var en sjældenhed, hun sagde at han er på 'ekstra spilletid'... jaja, det ved vi godt men gider altså ikke høre om det! Dyrlægen undersøgte ham grundigt alt imens Jakko skældte hende hæder og ære fra på undulat-sprog. Jeg tør næsten ikke tænke på hvad han mon kaldte hende af grimme ting. Hun kom tilbage fra sit mikroskop og fortalte at han har fået orm! Det må være da han blev passet mens vi var i Danmark for et par uger siden. Hun ville så dræbe ormene ved, at dryppe ham i nakken med et eller andet giftigt og Jakko fik lejlighed til igen, at te sig og skælde ud. Hun sagde også at han har A vitamin mangel så det skal han ha'. Vi gik derfra med en seddel på hvilke foder og vitamin vi skal købe. Jeg fandt det på nettet: Harrison's. Det koster en mindre formue!
Da vi kom hjem ringede Henk's datter og fortalte, at nu var babyen kommet ud, det var en dreng som de havde vidst i lang tid, og alt var som det skal være! Dejligt! Han vejer ca 3500+ g. og er 52 cm lang. Det er deres andet barn så nu har de 2 drenge.
Hernede skal man registrere sit barn inden et par dage efter fødslen så man bør helt klart have et navn parat. Drengen skal hedde Owen. Jeg tror det er mode lige nu med engelske navne for Henks andre børnebørn hedder: Justin, Oliver, Mandy, Tim, Dion og nu Owen. Jeg havde ellers forslået at han ku' hedde Mai-Britt, men der er aldrig nogen der lytter til mig... ;-)
Jeg var meget overrasket over, at hun kendte hans længde for i Zuid Holland hvor vi bor måler man ikke de nyfødte for ikke, at 'gøre skade på barnet' som de siger. Da jeg hørte det første gang spurgte jeg interesseret hvilken skade der ku' gøres ved det. Jo...man ku' f.eks brække hoften på babyen! Ja, det er da bestemt ikke godt hvis det sker, men er man så måske ikke også lidt for brutal?!! Indsæt himmelvendte øjne her! Nu bor de i provincen Friesland, og der kan de måske godt finde ud af, at måle babyer uden at brække deres lemmer.
Jeg overvejer at bage småkager imorgen til Henks arbejdsplads. Det gjorde jeg da han blev morfar til Dion. Jeg har et kagestempel som man kan lave små hyggelige småkager med... OPA HENK...
Dejligt med et nyt barnebarn også selvom det 'kun' er mine bonus børnebørn.
Iaften (lige om lidt) skal vi til 'Flat feest', det er fest i den boligblok vi bor i. Dvs det er en lille reception med drinks og lidt at gumle på. Henk sidder i et eller andet udvalg bla. mht vedligeholdelse af ejendommen og de arrangerer åbenbart også sammenkomster. De holder det hvert år om sommeren og ca. 30-40 beboere dukker op. Et par stykker dukker op fordi der er gratis drinks... sådan var det også i den ejendom jeg boede i, i Danmark. Når vi havde beboermøde og de annoncerede med gratis kolde øl var der altid fuldt hus...
Jeg håber sådan at beboeren der er i varmeregnings-udvalget dukker op for jeg er irriteret over, at vi stadig ikke har fået vores mange mange penge igen! Jeg synes hele den sag (læs: http://bloggerenfraholland.blogspot.nl/2012/02/varmeregninger-fra-helvede.html ) skal sendes til et af de der hårdtslående TV shows der hjælper når man er blevet snydt af store firmaer o.a.! Når varmefirmaet ikke vil tale med os når vi beder om det...ja så må de føle... sagde hun ondskabsfuldt.
Så iaften vil jeg stå nede i forhallen eller ude foran for solen skinner!! (endda uden invitation!) og imorgen skal jeg ud og købe babytøj til Owen. Storebror har vi købt gaver til; det er næsten vigtigere end noget til den nyfødte synes jeg.
Tillykke med den lille nye Owen.. :-)
SvarSletTak! Vi har set fotos af ham og han er køn og dejlig ligesom sin storebror. Henk skal op og besøge dem på fredag. De bor 2½ times kørsel herfra.
SvarSlet