fredag den 7. oktober 2011

Hollandsk mad igen-igen-igen

Idag er det efterårsvejr i Delft... nej det passer nu ikke for det har det været næsten hele "sommeren" - ØV! Men idag er det så meget, at der skal efterårsmad på bordet og det er Ærtesuppe. Det er en hollandsk klassiker Erwtensoep og Henk elsker det.  Jeg købte en grøntsagspakke i supermarkedet med et stk. Knoldselleri, porre, gulerod, lauerbærblade, løg og noget der ligner kørvel og en pose med tørrede splitærter.  Dertil skal man købe et stykke svinekød, jeg har forsøgt at oversætte det hollandske ord (hamlappen) på "google" og "nicetranslator", men det kan ikke lade sig gøre, men i mangel af bedre kan koteletter, skinkesnitzler, skinkemignon og andet af den art bruges.
Jeg rensede og skar grøntsagerne i passende suppestykker, 'stegte' dem først i lidt olie og tilsatte så 2 l vand. Så kom jeg splitærterne i og tilsidst svinekødet. Jeg krydrede med salt, peber og tørret løvstikke (bouillon terning kan bruges). Da det kogte skummede jeg det og satte det til at simre i 45 min. Så skal kødet skæres i mundrette stykker og der tilsættes røget medister i suppen der varmes med i ca 5 minutter. Jeg spiser det med sennep til; jeg dypper kødet i senneppen. 
Når vi laver Erwtensoep giver vi gerne en portion til en nabo, det er en ældre mand som nok ikke spiser hjemmelavet mad alt for tit... han er salig når vi kommer med mad til ham. Sidste gang havde jeg lavet det med kylling og det lagde han ikke mærke til! Han sagde til Henk om suppen: 'Det var ligesom i gamle dage når mor lavede Erwtesoep'... :-)
Resten fryses ned i passende portionen. Jeg er stor fan af restmad i fryseren til de dovne dage.

Jeg har tænkt over hvad vi ellers spiser der er typisk hollandsk og er kommet i tanke om revne rødbeder med stegt flæsk. Det er jeg begejstret for. man kan enten købe friske rødbeder og selv koge dem (økologiske er bedst), det ta'r lang tid at koge dem, men smager skønt. Eller man kan købe i Lidl en pakke med forkogte rødbeder... De smager ganske udmærket.
Man skal rive de kogte rødbeder på den grove side af jernet, så skal de varmes igennem. man spiser det med stegt flæsk, kogte kartofler og rå løg til. Ikke andet. Kombinationen af det salte flæsk, de skarpe/stærke løg og de søde rødbeder med de neutrale kartofler til er meget lækker, synes jeg. Jeg har serveret det til flere danskere som også har syntes det var godt...eller også taler de os bare efter munden ;-)
Hollændere elsker deres ost! Jeg har kun mødt et par få der ikke kan lide ost. Jeg plejer at mobbe Henk med, at hollændere kan æde en gammel støvle der er hevet op fra kanalen blot den er dækket med ostesovs.  Vi spiser ikke så meget ostesovs som vi gjorde i starten jeg var her, nu spiser vi det mest med blomkål. Når jeg laver den (og den er berømt blandt vores familie og venner) laver jeg såmænd bare en hvid grundsovs og når den har kogt igennem og er blevet cremet så smelter jeg almindelig ost og parmesan ost i. Man kan tilsætte muskatnød.
Der spises små ostehapser til drinks, går man ned i byen og ser på fortovsrestauranter/barer vil man ofte se at der er en skål på bordet med ost i små tern sammen med øl eller vin. Meget hyggeligt.

En anden typisk vinterret  her er gryderetter - stoofschotel. Man bruger f.eks et stort stk gammeldaws oksesteg, det vendes så porerne er lukket, så tilsætter man lidt f.eks eddike - kan være vineddike, vin eller øl. Balsamico kan også bruges. Og så en masse krydderier og lidt vand. Jeg bruger gerne at komme en kanelstang, et par nelliker, en stjerneanis og et kar hele kardemomme i, det gir en skøn smag. Jeg tilsætter ca 1 spsk tomatkoncentrat for at gi' lidt mere smag og når det er ved, at være færdigt kommer jeg en spsk. brun farin i, der skal røres meget i retten når det er tilsat! . Man kan tilsætte grøntsager efter smag (jeg bruger tit gulerødder). Min svigermor kommer gerne ingefær i. Det hele skal simre i ca 2 timer, man skal med jævne mellemrum vende kødet og hælde væde ved. Til sidst kan man tilsætte en smule creme fraishe eller flødeost, hvis man ikke er fedtforskrækket. Jeg laver gerne kartoffelmos til fordi vi spiser det når det er koldt og det passer til koldt vejr, synes jeg. Det er en ret der sagtens kan spises 2 dage i træk.


Alle her elsker deres Appeltaart - æbletærte. Så den vil jeg i nær fremtid give opskriften på.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar