At have hund...

er måske i virkeligheden ikke noget for mig. Vi passer den dejligste vovse i denne weekend, mild og venlig men tænke sig; det forkælede kræ vil også luftes...og så om MORGENEN!
Vi havde gæster og kom i seng ved 2 tiden, vovsen ville først ikke sove alene inde i stuen... og da jeg ikke er vant til hunde synes jeg det var vildt synd, at den sku' ligge alene og være bange så den fik lov til at ligge på gulvet ved siden af min seng. Da lyset blev slukket gad den ikke ligge der mere og møvede sig ud af soveværelset og ind i sin egen seng i stuen. På det tidspunkt var kl. nok 2:30... jeg sov dårligt resten af natten og ved 8 tiden sad der en hund uden for døren og peb... gisp! Skal den nu luftes IGEN?! Af skræk for at finde en sø på gulvet kom jeg ud af fjerene, hev tøj på, fattede hundesnoren og vovsen og skred afsted med søvn i øjnene og morgenånde. Hunden blev vældig glad for at komme ud og sniffe til alt, jeg ventede tålmodigt mens den sniffede til de fleste buske og træer på vejen, tissede mellem buskene og hilste på de andre morgenfriske vovser der trak afsted med deres morgengrimme ejere. Vi talte ikke sammen, jeg gætter på at ingen havde børstet tænder og derfor ikke var meget for at åbne munden i andres nærhed.
Efter en meget lang gåtur kom vi hjem igen, jeg kravlede i seng men ku' ikke sove videre efter al den friske luft og motion. Så nu sidder jeg her, godt klatøjet og kyler kaffe ned mens en hvis vovse ligger på gulvet og snorker højlydt... for her i huset får man jo ikke nok søvn...