torsdag den 1. januar 2009

At arbejde i Holland....


Jeg kom herned sidste år og søgte straks efter arbejde. Jeg blev indkaldt til samtale i et stort amerikansk firma, der havde brug for en skandinavisk kunderådgiver. Min overraskelse ville ingen ende ta' da jeg blev præsenteret for lønnen. 2200.- € (ca. 16,500 d.kr) om måneden..... HAHAHA! De måtte da være åndssvage! Jeg var vant til at få det dobbelte... næsten....(hellere overdrive end at være kedelig...) og nu sku' jeg rejse over en time hver vej for at tjene så sølle en løn og oveni købet ha' en 40 timers arbejds uge. Aldrig! Nej tak til jobbet! Indtil jeg fnysende fortalte vores gode naboer om det og de så fortalte mig at det var dog en ubeskrivelig god løn jeg der havde fået tilbudt. HVA?! Ja da, en alm. løn er som regel på ca. 1500 € (ca. 11,250 kr) og mindstelønnen mente de var 1350 €.... øøøøh nå! Min søde mand har venligt og roligt betroet mig, at havde jeg taget jobbet ville jeg tjene mere end ham. Jeg tænkte bare at han da var utroligt dårligt lønnet.
Jeg søgte videre efter jobs men kunne ikke finde noget, medmindre jeg ønsker at rejse langt efter det. Jeg er hæmmet af, at jeg ikke taler flydende hollandsk; det er vist nærmest så'n lidt cirkus hollandsk jeg taler, folk smiler når jeg kaster mig ud i det. Det er da dejligt, at man kan underholde folk og få smilene frem.......
Jeg kastede mig ud i et intensivt sprogkursus beregnet for studerende. Det tog næsten livet af mig..... og mit ægteskab; tudende: 'Hva er det da for et åndsvagt sprog I taler her, hvorfor skal I absolut være så'n lidt halvtyske' - det var nok kommentaren om det tyske der fik ham op i det røde felt, for er der noget hollændere ikke vil sammenlignes med så er det Tyskland og tyskere. Så lærte jeg også det.

Men da jeg så lærte at tale lidt kaudervælsk fik jeg et job her i byen; jeg blev morgenmads serverer på et hotel til 8,73 € i timen Til gengæld har jeg næsten ikke betalt noget i skat. Skatten er naturligvis en del lavere end i DK, den er indtægtsbestemt så vidt jeg kan regne ud. Sjovt nok er der ikke mange der har styr på hvordan skattesystemet er, men de fleste har check på hvad der er fradragsberettiget, det er vist nærmest en nationalsport at trække et og andet fra i skat, min mand mestrer det til guldmedalje! Skatten er lav, til gengæld er der meget man så selv skal betale bl.a. har man sygeforsikring, den er ca. 120 € om måneden pr person. De penge har jeg fået igen op til flere gange kan jeg godt betro; jeg har været til tandlægen 2 gange og fik skiftet 2 gl. plomber (sølv - tandlægen iførte sig beskyttelsesdragt, motorbriller og halvmaske da de sku bores ud, de blev erstattet med plast), hos lægen pga sol eksem; forsikringen betalte salven han ordinerede, jeg har fået 5 akupunkturbehandlinger betalt af forsikringen...hvem havde forventet det? Jeg har så fundet ud af, at den private sygeforsikring er fradragsberettiget (hvad er ikke det fristes man til, at spørge) så i mine øjne er det en win/win situation. Sygeforsikringen er tvungen, så man må formode at alle har råd til det.... men jeg ved det faktisk ikke.
Nu har jeg fået et mindre slidsomt job men langt fra Delft. Det er på den forkerte side af Rotterdam langt ude på landet, det tager mig ca. 1 time og 20 min. at komme på arbejde. Jeg har affundet mig med at lønniveauet ikke er som i Danmark og er nu helt på det rene med, at jeg tjener en god løn.....
Jeg er ansat i et amerikansk firma der sælger kontrol kits til laboratorier. Det er flinke mennesker jeg arbejder med, men det hele er anderledes end i Danmark. F.eks tonen kollegaerne imellem; man har en hårdere måde at diskutere på så de lyder mere som irettesættelser eller skænderier i mine øren. Jeg skal altså vænne mig til tonen på fredags møderne.
Man får en 6 mdr's kontrakt først og derefter bli'r den så MÅSKE gjort til en fast kontrakt, hvis ikke er det ud af vagten. Da vi sku' forhandle min kontrakt efter ½ år ansættelse gennem et vikarbureau, fik jeg stukket en færdig kontrakt i hånden til underskrift uden at vi havde forhandlet/samtalet om en eneste ting. Jeg tog kontrakten med hjem og gennemgik den med Henk og vores svoger som har eget firma. Der var så et par punkter der måtte diskuteres. Jeg ved ikke om chefen var forbavset over min 'skandaløse' adfærd, at jeg bare sådan ikke uden videre accepterede deres sære ideer. Men vi har da indgået et kompromis. Jeg har den fordel at der ikke er så mange i Holland der taler dansk/svensk så jeg har indtil videre fat i den lange ende.
Billedet er fra firmaskovturen i september..... hyggelige mennesker!