mandag den 27. juni 2011

Kindkyssere


Hernede kysser man på kind, ligesom i Frankrig. 3 gange. Jeg har været meget forvirret over det for hvornår gør man det og hvornår undlader man. Jeg er faktisk stadig i tvivl og håber på at de andre ta'r initiativet til det.

Den første date jeg havde med Henk mødtes vi på stationen og han kyssede mig på kinderne. Jeg gloede forbavset på ham; du godeste hvor den mand dog førte sig frem...hømf! Senere opdagede jeg at det var meget almindeligt, så det fik oplevelse lidt ned hvor den hørte hjemme.

Jeg har kysset chefer og kollegaer, Henks tanter og onkler og hans venner første gang jeg mødte dem og da vi var blevet gift kyssede jeg i dagevis...sådan ca føltes det.
Jeg kan se på mine veninder når de kommer på besøg at de synes det er sjovt og en anelse pinligt/komisk, men de finder sig i at Henk kysser dem på kinden.
Min mor bliver også mødt med kindkys af alle mine veninder og det forbavser hende hver gang...hun må da snart få vænnet sig til det, ikk?!