Tiden løber når man har det sjovt...

Nå...er det SÅ længe siden jeg sidst har brokket blogget, der kan man bare se.
Hvad har jeg lavet i al den tid? Tja... lad mig se... min mor har været på besøg et par gange og det var hyggeligt. Vejret har ikke været noget særligt, bare koldt, vådt og blæsende. Ikke sne og frostgrader med høj sol som jeg ellers godt kan lide!
Nytårsaften havde hollænderne igen i år brugt for SÅ mange millioner euro på fyrværkeri at det er perverst!! Jeg læste om voksne mænd (i 50'erne) der sparer op hele året for, at kunne købe vildt ind i de få dage man må købe fyrværkeri her og så ellers knalde det af mellem kl. 10:00 - 02:00 nytårsaften (man må ikke skyde det af på andre tidspunkter) 70 millioner €uro blev der brugt i 2013... da vi er 16½ mill. indbyggere her giver det...øh mange penge til hver...og vi har ikke købt noget, det har mine svigerforældre heller ikke, ligesom mange andre. Dvs at nogen har indkøbt sygt meget. Nå, hver sin lyst. Men desværre er der alt alt for meget ulovligt i omløb og det er dødsens farligt. I Rotterdam var der 4 teenagere der havde fået fingre i noget meget farligt knaldværk, lang historie meget kort så fik en 14årig knægt skudt hele hånden af, den kunne ikke sættes på igen! Så skal han leve hele livet med kun 1 hånd fordi en eller anden grådig idiot uden samvittighed har solgt den slags lort til børn! Grrr!
D. 1 januar var det køligt og blæsende men solen skinnede skønt. Henk havde fri så jeg overtalte ham til en gåtur på stranden, vi pakkede min mor i bilen og kørte til Hoek van Holland.

Vi var langt fra de eneste der havde fået den glimrende idé og mødte tonsvis af hunde der løb rundt med deres ejere traskende bagefter.
Et par strandcafeer var åbne og vi spiste frokost på en café sammen med en masse andre.

Vi andre sad dog indenfor...
Vejret er så mildt at vi ser blomstrende kirsebær, det tror jeg i hvert fald at de er:

Den står ganske vist i læ.
En rose har jeg også set:

Mystisk! Burde den ikke være gået i hi nu?

Vores altanblomster vinteren 2014

Pga stormene har vi taget dem ned på altangulvet. Jeg vil så nødigt at de falder ned i hovedet på en uskyldig fodgænger...










Jeg er begyndt på Slægtsforskning takket været  http://annetteudiholland.blogspot.nl/ hun har hjulpet mig så jeg kom længere end mine bedsteforældre. Jeg kender intet til min familie så alt vil være en overraskelse!
 Og så har Annette og jeg holdt blogtræf... hvor blev I andre i øvrigt af?!  Vi mødtes i Rotterdam og haltede rundt og så på herlig arkitektur. Rotterdam er lidt amerikansk storby i mine øjne. Masser af flotte højhuse og skæve bygninger. De er så modige de hollændere! Læs om vores tur på Annettes blog. Det var en god dag! Vi havde begge to ondt i bentøjet. Jeg har meldt mig som hjælpe-indkøber på plejehjemmet hvor jeg arbejder et par gange om måneden som frivillig. Jeg serverer kaffe, gør kaffestuen rent bagefter og går så ud og køber ind med en gammel dame i kørestol. Når man ikke er vant til, at skubbe en kørestol er det hårdt for musklerne. De har tilbudt mig et kørestolskursus som jeg har takket ja til, men gad vide hvornår jeg får indbydelsen... Nå, men da jeg skulle på sightseeing i Rotterdam skreg mine ømme muskler på hjælp. Heldigvis blev der også tid til frokost og eftermiddagskaffe, så vi kunne sidde ned.
 NØJ hvor var det en hyggelig dag og så byttede vi ugeblade! Håber vi snart skal det igen.

Informations kiosker på Rotterdam Centraal station.Når der er åbent er den øverste det åben så man kun ser det nederste øje.


 Apropos plejehjemmet så har jeg overtalt min hårdtarbejdende mand til også, at melde sig som frivillig arbejder derude. Han har været med flere gange og hjulpet til så han kan altså ligeså godt melde sig under fanerne. Så en gang om måneden skal vi sammen servere varm mad kl 13 lørdag eftermiddag.
Jeg blev en dag spurgt om jeg ville tage med en beboer på hospitalet til en lægesamtale. OY! På hollandsk?! Altså nok kan jeg tale sproget men alligevel, der er dog grænser. Jeg slog mig lidt i tøjret over det, men de sagde at de var i klemme pga sygdom, ferie og kurser så alle ville være taknemmelige hvis jeg gad, desuden skulle jeg ikke tale med lægen, blot lytte med. Henk tilbød at tage med mig og det fandt de pragtfuldt, også den ældre dame. Vi tog bilen i stedet for en transport minibus. Da vi gik i hospitalets parkeringshus tilbød Henk hende en arm, at støtte sig til og det blev hun glad for. Hun vendte sig dog bekymret om til mig og spurgte om jeg var den jaloux type? Og forsikrede mig om at hun jo var en gammel dame der ikke lagde an på yngre mænd. Jeg grinede ikke før jeg kom hjem til mig selv.
Os frivillige blev inviteret til en festlig eftermiddag for, at sige os tak for det store arbejde. Vi var 60-70 stk. til spisning og hygge. Da vi gik fik vi en fin gave; en sportstaske med toilettaske med indhold og et gavekort på 10 euro. Det er jeg vældig imponeret over, for man melder sig jo ikke som frivillig for at få noget.

Og Mosto: åååååh min lille hundebasse! Han er sendt tilbage til kennelen hvor han kom fra for 9 år siden. Tude! Onklen som ejede ham kunne ikke have Mosto mere pga sit helbred. Han kunne heller ikke holde ud, at vi skulle have ham på fuldtid og så se hunden en gang imellem når vi løb ind i ham på gaden. Delft er jo ikke verdens største by så man møder hinanden i tide og utide. Nå, men han besluttede sig for at hunden skulle væk. Kennelen ville meget gerne tage Mosto tilbage pga omstændighederne. Sorg i det lille hjem! Men vovsen har det godt der. Kennelen ligger i en nordlig provins i et skovområde, hvor ejeren har en større indhegnet grund med skov osv så dyrene kan løbe frit. Det må da være en dejlig måde at blive pensioneret på for en hund, ikk'?!

Og så det allerværste: En af vore venner er død af kræft. Lang og sej kamp. Jeg ved nu at jeg ALDRIG vil behandles på sygehuset i Delft hvis jeg får noget alvorligt. Amatører! De fejlbehandlede hende de fjolser! Og da de opdagede det var det for sent.
Jeg sad hos hende den sidste dag, hun sov hele tiden. Jeg gik kl.14:00 og hun døde ved 17:30 tiden. Kun 45 år gammel.
Hernede bruger man åbenbart frivillige til, at sidde hos en døende hvis familien og den syge ønsker det. Hendes veninde arrangerede det for, at lette mandens byrder lidt. Han var der også, de var nok klar over at det var ved, at være slut. Begravelsen er på onsdag, det er så trist, så trist! ØV!

                                                              **********

Lidt mere opmuntrende:  Tvillingerne er nu 6 måneder gamle. De ligner ikke hinanden og er også meget forskellige af sind og personlighed; Lara "snakker" og Zoë bevæger sig og rækker ud efter ting. Rachab forsøger at få Lara til, at sige Oma og jeg synes det ser ud som om pigen forsøger... sødt :-) Zoë forsøger at tage mit tøj og proppe i munden, det lykkes indimellem.

D. 24 december fik vi i øvrigt det 9. barnebarn; Emma. 54 cm lang og 7 pund, så hun er en god størrelse. Hun har 2 storebrødre som synes hun er en sjov lille ting.

Det var hvad jeg har foretaget mig de sidste 2 måneders tid... plus alt det løse!