tirsdag den 5. april 2011
Mit hårde liv...
Jaja, det er ikke så slemt som det lyder...ihvertfald ikke til sammenligning med japanere der er udsat for tzunami og atomudslip, jordskælvsramte i Haiti, indbyggerne i mellemøsten eller messedrenge i den katolske kirke, men for mig har det altså været nogle hårde år. Det var hårdt at miste min far i 2008, hårdt fordi jeg ikke kunne gøre noget for, at hjælpe ham i hans sygdom, hårdt fordi jeg var i Holland og der var pludselig meget længere hjem end ellers. Da han døde var det en lettelse at han fik fred, men hårdt at miste og føle jeg ikke havde slået til. Var mit valg om at flytte ned til Henk forkert? Det var det selvfølgelig ikke men det har taget lidt tid, at få det hele på plads. Jeg har savnet København helt vildt. Det er min hjemby! Jeg kan savne menneskemylderet, støjen, bilerne, de brede gader, den sarkastiske humor og rådhuspladsen m.m. nogen gange går jeg ind på Politikens webcam på rådhuspladsen bare for at glo lidt. Er der noget som et dansk forår? Friskt og lysegrønt. Efterår? Når luften bliver frisk og skarp... Nå, inden jeg får en klump i halsen må jeg huske på de våde sommerferier og de grå, fugtigklamme og mørke vinterdage hvor det er mørkt når man ta'r hjemmefra om morgenen og mørkt når man ta'r hjem igen. ÆV! Det bliver lidt tidligere forår og senere efterår i Holland, sommeren kan være ganske våd og med masser af tordenvejr, som jeg heldigvis er en stor fan af. Godt at jeg også er en stor fan af Henk for ellers gik det da ikke. Findes der en større kærlighedserklæring at forlade sit hjemland, arbejde,familie, venner, lejlighed og fantastiske by for kærligheden til et andet menneske?! I skrivende stund er jeg i Danmark og sidder og ser ud på forårsregnen, ingenting er sprunget ud endnu som det allerede er i Delft, der er meget allerede lysegrønt. Sjovt nok savner jeg nu roen i Delft, at der er færre mennesker for der bor kun 100.000 mod 1,2 mill. i København (og 2,4 i storkøbenhavn) jeg er nok ved, at blive gammel. Eller også er det fordi mennesker aldrig er tilfredse; har man krøller vil man ha' glat hår og omvendt, osv osv... Jeg føler mig indimellem lidt rodløs. Tror ikke jeg vil kunne flytte tilbage til Danmark, men skulle det blive nødvendigt vender jeg mig vel også til det.